02.02.2008
 

Farmor
Jeg er lige blevet farmor til alt for tidligt født Demetri, det glæder mig meget og jeg ser frem til at skulle følge hans opvækst.
Det er skønt at ha' børnebørn.

--------------------------------------------------------------
02.02.2008
 

At være to.
Som nævnt andet sted flyttede jeg sammen med min kæreste oktober sidste år.
Det er dejligt at være to igen, at ha' en der både er ens kæreste og ens bedste ven, en der er lige som mig men også meget forskellig, det er det der giver livet kulør, men også en masse udfordringer.
Det er meget længe siden at jeg har hvilet så mig i mig selv som jeg gør nu, jeg tror ikke, jeg har haft det så godt, som nu.

--------------------------------------------------------------
16.03.2007

 

Min Kat
Jeg havde en kat, nu er den her ikke mere, det er trist.
Egentlig var det ikke min kat fra starten af, men min datter og svigersøns.
De kunne desværre ikke ha' den mere, så vi blev enige om at den skulle bo hos mig.
Det blev et godt katteliv, for hos mig kunne den gå ud og ind , som det passede den, det kunne den ikke før.
Jeg holdt meget af Noksi, selvom han også kunne gøre mig vred, for vi var ikke enige om, hvor der skulle væsses klør, Noksi synes nemlig ,at mine møbler var det allerbedste sted at gøre det på.
Men alt blev straks forladt, når han hoppede op i sofaen, lagde sig på min mave og bare spandt, så det næsten kunne overdøve fjernsynet.
Han kom også altid og bød mig velkommen hjem, når jeg havde været ude og føjte.
Men en dag fik jeg den triste nyhed, jeg kunne ikke tåle kattehår. Så jeg måtte af med Noksi.
Da han var alt for gammel og lidt sær, ville det være synd og meget svært, at finde et nyt hjem til ham. Der var ikke andet at gøre end at aflive ham, hold op vor var det en svær beslutning og jeg kunne absolut ikke li' det.
Men dyrlægen sagde at det var det bedste for Noksi.
Så han kom hjem til mig og både han og jeg kælede og nussede Noksi, lige til han sov stille og roligt ind. jeg havde det ikke godt, men Noksi kom herfra uden at vide hvad der skulle ske og han havde det godt lige til det sidste.

--------------------------------------------------------------
28.01.2007

 

Er man ven eller kæreste?
Vi havde lært hinanden at kende på nettet, skrevet en del sammen og talt rigtigt meget i telefon sammen.
Vi blev enige om at mødes, det var et godt møde hvor der var gensidigt sympati.
Vi fandt ud at vi havde meget tilfælles, vi havde bla. samme holdning til hvordan man bruger og oplever naturen. Det var en god opdagelse.
Men vi var også enige om "kun" at være venner, men den holdt ikke.
Et eller andet sted tog vi fejl af vores følelser for hinanden, vi kunne ikke skelne kærlige venskabs følelser og kærlighed fra hinanden. Lige med et var vi blevet kærester, heldigvis opdagede vi det i tide før en af os var blevet såret.
At ha' en rigtig god ven er ikke det samme som, at ha' en dejlig kæreste.
Jeg tror vi tog fejl fordi vi var - mand og kvinde -.
Vi har rettet op på det nu, men venskabet bliver nok aldrig det samme igen, og det er jeg da ked af.

--------------------------------------------------------------
02.9.2006
 

Nyt liv
2 års samliv, som startede så smukt.
Vi skulle blive gamle sammen og altid løse de problemer der måtte komme, for man kan altid finde en løsning, hvis man vil.
Men sådan gik det ikke, og nu er det slut.
Det har lært mig at jeg skal blive bedre til at lytte til mig selv.
Huske at føle efter, hvor er det lige jeg er her og nu.
Ikke at smide mig selv væk for at tækkes, gør jeg det, mister jeg mit selvværd.
Jeg havde et ½ år som var knap så sjovt, det var mig der skulle flytte, da huset var hans.
Jeg søgte med lys og lygte efter et sted at bo og gerne i nærheden, da jeg havde fået et godt netværk, som jeg nødigt ville undvære.
Det at bo sammen nå man har besluttet, at det ikke går mere, er ikke rart.
For selvom vi ikke var uvenner, så var vi jo ikke par mere og vi kunne i sagens natur ikke komme videre med vores liv.
Det lykkedes mig ikke at finde noget tæt på, så af snørklede veje, havnede jeg i den anden ende af Sjælland.
Hvor jeg absolut ingen kender, men det tager jeg som en udfordring.
Ville jeg ha’ været den oplevelse foruden? Nej – for det første har noget af det været en dejlig tid, for det andet er jeg blevet klogere, og det skal man ikke kimse af.
Så nu er mit nye liv startet, jeg har fået et dejligt sted at bo.
Min sjæl er med, mit selvværd er i top og jeg kan mærke at jeg lever.
Resten af mit liv, skal de tre følelser ha’ første prioritet.

--------------------------------------------------------------
12.3.2006
 

Denne tekst har jeg fået fra en veninde, det gav mig noget at tænke over. Jeg håber også det gir dig noget at tænke over.
 
En stille dans.
Har du nogensinde set på børn på en karrusel?
Eller lyttet til regnen, der slår mod jorden?
Nogensinde fulgt en sommerfugls elegante leg?
Eller kigget på solen, mens den gik mod nat?

Tag en stille dans. Ikke så hurtigt. Livet er kort.
Musikken varer ikke ved.

Farer du gennem dine dage meget hurtigt?
Når du spørger "Hvordan går det?"
Hører du så svaret?
Når dagen er forbi, ligger du så i din seng med de næste hundrede opgaver
kørende i hovedet?

Tag en stille dans. Ikke så hurtigt. Livet er kort.
Musikken varer ikke ved.

Har du nogensinde sagt til dit barn, vi gør det i morgen?
Og nåede du ikke at se, hvor det sårede ham?
Har du nogensinde mistet overblikket, mistet gode venner, fordi du ikke
havde tid til bare at ringe og sige "hej"?

Tag en stille dans. Ikke så hurtigt. Livet er kort.
Musikken varer ikke ved.

Når du farer sådan af sted, mister du halvdelen af glæden ved at nå det.
Når du bekymrer og skynder dig hele dagen, er det som en uåbnet gave
- Bare smidt væk.

Livet er ikke et væddeløb.

Tag det med ro. Hør musikken inden sangen er forbi.....

--------------------------------------------------------------

Lidt fra min barndom.
 På et tidspunkt, ville jeg ha' skrevet en bog om min barndoms oplevelser. Titlen skulle ha' været: Man gjorde et barn "fortræd". Men for det første ville det ha' været for smertefuldt, at skulle genopleve det hele engang til, og for det andet, så er der en anden, som har skrevet en bog med den titel. En dårlig undskyldning - ja - jeg kunne jo bare ha' fundet på en anden titel, men jeg kunne altså ikke. I stedet vil jeg skrive lidt om det her.
Det meste af min barndom har jeg boet på børnehjem. Det sidste og der hvor jeg var længst hed Røntofte. Det har ikke altid være lige nemt, det var hårdt med alle de skiftende mennesker, som arbejdede der, hver gang jeg var blevet glad og tryg ved en, ja så rejste vedkommende. Så blev jeg ked af det og efterhånden var det svært at knytte sig til nogen, for så var jeg bange for at miste dem. Den følelse har jeg kæmpet med i mange år efter. Men et eller andet sted, er jeg alligevel glad for, at jeg havnede der, for jeg har fået mange "værktøjer" i min taske, så jeg har kunne klare mig ude i den "store og farlige verden". Der er da også mange gode ting, jeg tænker tilbage på. Jeg var ikke blevet den, jeg er i dag, hvis jeg ikke havde fået et hjem på Røntofte. Min mor var i hvert tilfælde ikke i stand til at tage sig af mig.
Jeg vil fortælle om en bestemt oplevelse fra min tid på Røntofte. Jeg havde været der i et par år, da min lillebror også blev anbragt der. Han havde udsat for grov vold, fra sin fars side. Jeg var utrolig glad for han kom, vi var meget knyttet til hinanden, jeg var fast besluttet på at ingen skulle komme til at gøre ham noget ondt igen. Da han havde været der et stykke tid, blev det besluttet, at han skulle bortadopteres. Jeg vil gerne indrømme, at jeg var misundelig på ham, der var da ikke noget jeg heller ville, end at komme til at bo hos en familie, der selv havde valgt mig. Men jeg var også meget glad på min lillebrors vegne. Jeg husker engang efter han havde været på besøg hos sin nye familie, oppe på vores værelse hoppede han rundt på sengene og sang: jeg har fået en ny far og mor, blev jeg så glad for nu fik han chancen for en tryg og bedre barndom.
Det der kom til at gøre forfærdeligt ondt, var måden "farmor" (som vi kaldte forstanderinden, på Røntofte), tacklede det på. Hun sagde at jeg ikke måtte tale med min lillebror, om hans nye familie, det var bedst for ham, mente hun. Den dag han skulle rejse, fik jeg heller ikke lov til at sige farvel til ham. Jeg blev sendt over til et ældre par, som arbejdede på Røntofte, og boede i et lille hus ved siden af, jeg skulle hente et eller andet (jeg husker ikke hvad). Jeg ville skynde mig tilbage, men blev holdt tilbage, med en masse snak, og da jeg kikker ud af vinduet, ser jeg en bil kører ned af bakken og der sidder min lillebror. Jeg skreg og skreg og var helt hysterisk og for over til "farmor" og ville vide, hvorfor jeg ikke fik lov til at sige farvel. Jeg var der jo ikke, sagde hun, men hun havde ,jo selv sendt mig over ved siden af. Jeg skulle bare holde op med det pjat, desuden skulle jeg jo besøge ham engang. Det var jo rigtigt, der var blevet lavet en aftale med min moster og onkel, at når de, den først kommende sommer skulle på familie besøg på Fyn, (det var nemlig et eller andet sted på Fyn, min lillebror var), de skulle tage mig med, så jeg kunne besøge min lillebror. Så jeg slappede af og begyndte i stedet, at glæde mig til det blev sommer. Da sommeren kom bad min moster mig om, at spørge "farmor" om hvornår jeg kunne besøge min lillebror. - Så kom det svar, jeg den dag i dag ikke er kommet over -. Jeg skulle aldeles ikke se min lillebror mere, ja han var faktisk ikke min lillebror mere, det var bedst for ham, - punktum slut -. Jeg ville også snart glemme ham, hvilket jeg selvfølgelig ikke gjorde. " farmor" havde ikke mange tanker om, hvad et barn tænker og føler.
Mange år gik, men heldigvis har vi for nogle år siden, fundet hinanden igen. Det har vist sig , at vi begge havde ledt efter hinanden. Så nej børn glemmer ikke, men husker. Vi har talt meget om oplevelsen og det er da også med min brors velsignelse, at jeg har skrevet om det her.